30. oktober 2019

Landmænd leverer fortsat mindre mælk

På fjerde måned producerer danske landmælk mindre mælk sammenlignet med sidste år. Det skyldes blandt andet færre malkekøer.

De sidste 10 år har danske landmænd øget den samlede, årlige produktion af mælk. Og i de seneste tre år er mælkeproduktionen også på månedsbasis steget støt sammenlignet med samme måned året før. Men det mønster er denne sommer for første gang brudt. Mælkeproducenterne leverer nemlig mindre mælk end tidligere.

Tendensen startede i foråret, hvor indvejningstallene for maj måned viste 4 mio. kg mindre mælk end i maj 2018. Sommeren over har den månedlige mælkeproduktionen ligget tre til seks mio. kg mælk under sidste års månedsindvejninger.

De seneste indvejningstal fra august i år viser, at der er leveret 478 mio. kg mælk, hvilket er tre mio. kg. mindre end samme måned sidste år.

Artiklen fortsætter under grafen
Mælkeindvejning t.o.m august 2018

 

Færre køer og sommerhede påvirker mælkeproduktionen

Den primære forklaring er først og fremmest, at der er færre køer til at producere mælk, lyder det fra konsulent i Seges, Arne Munk:

"Siden maj er bestanden af malkekøer faldet markant. Gennemsnitligt har der været 9.000 færre køer i månederne maj til august i år sammenlignet med antallet den samme periode sidste år," siger han.

Ud over at der er færre køer til at producere mælk, er malkekoens ydelse også stagneret. Siden 1998 er den gennemsnitlige kos mælkeydelse steget fra 7.000 kg mælk til omkring 10.000 kg mælk om året. Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor mælkeydelsen i øjeblikket er stagneret, men eftervirkninger fra tørke og ekstreme varmeperioder sidste år, kan ifølge Seges spille en rolle.

Der holdes i Seges og Mejeriforeningen øje med udviklingen og tendenserne, men der er ikke umiddelbare tegn på, at den nuværende situation med en faldende mælkeproduktion i Danmark vil fortsætte:

"Både malkeko-bestanden og køernes ydelse vil gå op og ned. Der er ikke noget, der tyder på at køernes ydelse har ramt loftet,” lyder det fra Arne Munk. 

 Bliv opdateret på mælkeindvejning i både Danmark og EU her.

Vil du vide mere?