06. juni 2019

Mere vind i sejlene til økologiske mejeriprodukter

Salget af ø-mærkede mejeriprodukter er de seneste par år gået stærkt frem, og det er nu alle produkttyper, der bidrager til fremgangen.

”Der er ingen grænser for økologiens vækst!”

Den optimistiske udtalelse kommer fra Poul Pedersen, adm. direktør for Danmarks næststørste økologiske mejeri, Thise Mejeri. Her er produktions- og lagerkapaciteten netop blevet udvidet med 6.000 kvadratmeter, og sidste år rundede mejeriet for første gang en omsætning på 1 mia. kr.

Også hos Arla, verdens største økologiske mejeri, vokser salget af øko-produkter, og selskabet nærmer sig hastigt sit mål for det danske marked om et salg på 1,2 mia. kr. i 2020.

Øko-pilen peger opad

Optimismen i hos de økologiske mejerier bekræftes da også af statistikken – alle tal for de seneste to år peger kun i én retning: Opad.

Antallet af økologiske mælkeproducenter og mængden er økologisk mælk er steget kraftigt de seneste to år – i 2018 steg produktionen med 80 mio. kg i forhold til året før og satte dermed rekord med 675 mio. kg.

Danskerne købte også flere økologiske mejeriprodukter – sidste år udgjorde det samlede salg i detailhandlen 2,9 mia. kr., hvilket er en fremgang på 12 pct. i forhold til 2017.

 

Selv om forbruget vokser herhjemme, er det dog langt fra stort nok til at aftage al den økologiske mælk, og sidste år blev der derfor eksporteret økologiske mejeriprodukter for omkring 1,5 mia. kr. Tyskland er fortsat den største aftager, mens Kina kommer ind på andenpladsen.

Større udvalg

Herhjemme har økologisk drikkemælk længe været lokomotivet for den økologiske vækst, og med en markedsandel på 33 pct. i 2018 har danskerne fortsat verdensrekorden for økologisk drikkemælk solgt i detailhandlen. Ifølge chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Ejvind Pedersen, er der fortsat en svag stigning i salget af den ø-mærkede drikkemælk, men den samlede vækst skyldes i høj grad, at salget af andre økologiske mejeriprodukter stiger.

Det bekræftes af Jakob B. Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

”Danskerne putter i stigende grad også andre økologiske mejeriprodukter i indkøbsvognen, og vi har stort fokus på at skubbe på udviklingen ved at skabe et større udvalg af økologiske mejeriprodukter på hylderne i supermarkederne.”

I 2018 lancerede Arla 15 nye økologiske mejeriprodukter, og Jakob B. Knudsen lover flere lanceringer i år.

Selv salget af økologiske oste, der hidtil har haltet efter de øvrige økologiske mejeriprodukter, er nu på vej op. I 2018 steg salget med 18 pct. i forhold til året før, og hos Coop er det samlede salg af økologisk ost fordoblet på 10 år og udgjorde i 2018 14,4 pct. af det totale ostesalg. Læs også 'Ostene er kommet med på den økologiske vækstbølge'.

Læs meget mere om økologi i Mejeriforeningens årsmagasin ’ Mejeriåret 2018-2019’, der bl.a. indeholder syv siders tema om emnet.

Vil du vide mere?