Mejeriprodukter, B-vitaminer og kognition hos børn

Kognitive sygdomme, såsom Alzheimers og demens, er et stigende problem for verdenssamfundet og giver pres på sundhedsvæsner verden over. Indtil nu har behandling af disse sygdomme vist sig at være meget kompliceret, og det er blevet fremhævet, at man i højere grad skal fokusere på forebyggelse. Udviklingen af disse sygdomme starter allerede tidligt i livet, hvor en af de livsstilsfaktorer, der ser ud til at have stor betydning for kognition, er kosten. En række næringsstoffer i kosten er essentielle for kognitiv udvikling og bevaring af et kognitivt helbred, og her er specielt vitamin B12 og vitamin B9 (folat) blevet kædet sammen med hjernens udvikling og vedligeholdelse.

Af: Grith Mortensen 

Der er stigende erkendelse af den tidlige ernærings betydning for udvikling af kognitive sygdomme senere i livet. En god kost er også essentiel for optimal trivsel og udvikling hos børn. Specielt motorisk og kognitive egenskaber er under konstant udvikling hos børn, og en tilstrækkelig tilførsel af næringsstoffer er med til at sikre denne udvikling og menes også at kunne mindske risikoen for sygdomsudvikling senere i livet.

Formålet med projektet er at undersøge sammenhængen mellem børns vitamin B-status og udvikling af deres motoriske og kognitive egenskaber. Projektet vil belyse, hvordan kosten i perioden hvor barnet går fra modermælk eller modermælkserstatning til familiens kost, overgangskost perioden, spiller ind på vitamin B-status. Denne periode markerer en stor ændring i kosten for børn, og det er blevet foreslået, at behovet for specielt vitamin B12 er højt, da modermælkens indhold og barnets depoter er sparsomme. Specielt mælk og mejeriprodukter er gode kilder til vitamin B12 og menes have en særligt god biotilgængelighed. Derfor kan et fornuftigt indtag af mælk og mejeriprodukter have stor betydning for B-vitamin status og dermed muligvis også for kognitiv udvikling.

I projektet bruges data og opsamlede blodprøver fra SKOT børnekohorten, hvor der er detaljerede kostregistreringer, registreringer omkring børnenes motoriske og kognitive evner og endelig blodprøver. Chalmers Universitet, Sverige, deltager i projektet med analyser.

Udbyttet for mejeriindustrien vil være at komme tættere på en afklaring af sammenhængen mellem status af vitamin B12 og B9 og den kognitive udvikling hos børn.

Projektresumé:

Vitamin B12 og folat i tilstrækkelige mængde er essentielle for den psykomotoriske udvikling i den tidlige barndom, men der er få studier blandt velernærede børn i højindkomstlande lande. Vi undersøgte sammenhængen mellem plasmakoncentrationen af enten vitamin B12 eller folat ved 9 og 36 mdr. og den psykomotoriske udvikling målt ved 36 mdr. blandt velernærede danske børn. 280 børn fra SKOT-I og SKOT-II (Småbørns Kost og Trivsel)-kohorterne med data for plasmavitamin B12 og psykomotorisk udvikling ved 36 mdr. blev inkluderet. Den psykomotoriske udvikling blev målt ved spørgeskema (Ages and Stages Questionnaire (ASQ), der undersøgte kommunikation, grovmotorik, finmotorik, problemløsning og person-sociale færdigheder og en samlet ASQ-score blev også beregnet (total –ASQ). Desuden blev sammenhængen mellem kosten ved 9 og 36 mdr. og henholdsvis plasmakoncentrationen af vitamin B12 ved 9 og 36 mdr. samt den psykomotoriske udvikling ved 36 mdr. undersøgt. Vi fandt, at ingen børn ved 36 mdr. havde vitamin B12-mangel (< 148 pmol/l). Vitamin B12 ved 36 mdr. var positivt associeret med total-ASQ score svarende til en stigning på 100 pmol/l vitamin B12 per 1,5 stigning i total ASQ score. Sammenhængen forblev også efter justering for potentielle confoundere herunder også vitamin B12-koncentrationen ved 9 mdr. Der var også en positiv sammenhæng mellem vitamin B12 ved 36 mdr. og kommunikation og problemløsning-score. Der var ikke nogen sammenhæng mellem total ASQ score og vitamin B12 ved 9 mdr. eller folat på noget tidspunkt. Der var en positiv sammenhæng mellem vitamin B12 og indtaget af mejeriprodukter ved 36 mdr., mens der ved 9 mdr. var en trend. Der var ikke nogen sammenhæng mellem indtaget af kødprodukter og vitamin B12 eller mellem kosten og den psykomotoriske udvikling på noget tidspunkt. Sammenfattende fandt vi, at vitamin B12 var positivt relateret til den psykomotoriske udvikling ved 36 mdr. blandt velernærede danske børn. Det er derfor relevant videre at undersøge, hvilken betydning det har for den psykomotoriske udvikling at have marginalt lav vitamin B12-status blandt velernærede børn.

Projekt: Januar 2019 - december 2021

Budget: 869.048 DKK

Finansiering: Mælkeafgiftsfonden, Arla Foods og in-kind fra de deltagende parter.

Projektleder: Christian Mølgaard

Institution: Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet

 

Publikationer og præsentationer

Slutartikel om projektet publiceret i Mælkeritidende:

Mælkeritidende 2022 NR. 8

 

Artikler i internationale tidsskrifter: Larnkjær, A., Christensen, S., Lind, M., Michaelsen, K., & Mølgaard, C. (2022). Plasma vitamin B12 concentration is positively associated with cognitive development in healthy Danish 3-year-old children: The SKOT cohort studies. British Journal of Nutrition, 128(10), 1946-1954. https://doi.org/10.1017/S0007114521004888

Populærvidenskabelige artikler:

Studenteropgaver: Speciale af Christina Founta, The role of folate and vitamin B status in obesity and dyslipidemia in infancy and toddlerhood. A programming perspective. Københavns Universitet

Indlæg ved faglige kongresser, symposier etc.: Nutrition & Growth international conference 2021, poster: Plasma vitamin B12 concentration is positively associated with motor and cognitive development in healthy Danish 3-year-old children.

 

De forventede resultater bliver offentliggjort på denne side efterhånden som de fremkommer. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.

Grith Mælk 1

Grith Mortensen

Chefkonsulent, Branchesekretariat mejeri, Landbrug & Fødevarer/Skejby

Mobil: 40964114

E-mail: gmo@lf.dk